Anne Hou Christensen

Konkurrerer for: Danmark

Biografi: Jeg hedder Anne og bor i Bjerringbro på en landejendom med mine to børn samt min families springheste. Jeg er så privilegeret, at jeg kan bruge det meste af min tid på hestene – træning, pasning, stald og stævner. Havde nogen for 5 år siden forudsagt, at den mulighed ville komme, havde jeg næppe troet dem. Men af og til går drømme i opfyldelse.

Jeg har redet som barn, men så kom der en tid med rejser, universitetsuddannelse, 2 børn og job. En dag kunne jeg dog alligevel ikke undvære hestene mere og købte mig en sød allround hest. Den gav blod på tanden til at blive bedre og prøve mere, og i 2015 fik jeg en dejlig rutineret springhest og kom i gang med de lidt større klasser. Passionen for hestene ramte ikke blot mig, men også mine forældre, som begyndte at investere i føl og ungheste af god springafstamning – det blev starten på Stald Lux. I dag har Stald Lux ca. 30 heste, og de unge heste har givet os mange gode oplevelser til kåringer, championater, youngstertours i ind- og udland samt ikke mindst UVM for ungheste. Vi har frem til nu haft 4 heste til start til UVM - en stor oplevelse hver gang. Nu er også min datter blevet bidt af springning og har sin egen pony. Jeg er taknemmelig for, at vi som familie – 3 generationer – kan dele de mange oplevelser og glæder ved hestene og sporten.

Stævneheste: Mine tre bedste heste lige nu er:

· Aagaardens Calina. 9 års hoppe efter Careful og Cajus. Calina er uden tvivl en hest af stor kvalitet med både kapacitet, forsigtighed og indstilling. Vi har mange gode resultater i 130-135, og håber i år at få mere rutine i 140. Målet for året er at debutere i 145.

· Sharknado. 8 års hoppe efter Limaro og Bøgegaardens Grafs Stakkato. Sharknado er hesten, som bare altid leverer en god tur. Hun er hurtig og forsigtig, elsker at arbejde og vil altid over på den anden side af springene. Vi debuterede sidste år i 135 og håber på mere rutine på det niveau i år samt måske at prøve kræfter med 140.

· Chinett Ask. 7 års hoppe efter Ci Ci Senjor Ask og Caretino. Med Chinett var jeg sidste år udtaget til at repræsentere Dansk Varmblod ved UVM i Zangersheide. Det blev en helt fantastisk oplevelse ikke mindst fordi Chinett i den grad leverede varen. I år håber vi på gode resultater i youngster tours.

Bedste resultater:
Da jeg har haft mine heste fra de har været unge og oftest urutinerede og jeg selv har skullet lære i takt med dem, har jeg haft mest fokus på udviklingen – og glæden ved at nå næste niveau. Det er for mig fx en stor sejr, at Sharknado har udviklet sig fra rå springhest til at springe 130 internationalt med overskud og sikkerhed – og at jeg kan mærke, at vi har mere at nå sammen. Men det vigtigste enkeltstående resultat, er uden tvivl Chinetts super runder og placering i et hårdt felt med verdens bedste 6 års heste til UVM.

Hvad gør du i din daglige træning for at optimere din præstation til stævne?
Jeg bruger min erfaring fra min uddannelse og mit tidligere arbejde i min daglige træning. Dvs jeg sætter mål for hestene og jeg – hvilke sportslige ambitioner har jeg får året med den enkelte hest, og hvad kræver det af mig som rytter. Det giver motivation i den daglige træning og hjælper til at holde fokus på indsatsområderne. Og så husker jeg ofte mig selv på, hvor privilegeret jeg er – at have disse skønne heste, samt vigtigheden i, at det er glæden ved hestene, som er det primære.

Jeg træner et par gange om ugen hos René Fredslund. Han er eminent god til udfordre og motivere og ikke mindst til at hjælpe med at holde fokus på det, som er styrkerne hos mine heste og jeg – for ved at få fokus på sine forcer, kan man udnytte dem til fulde samt vokse og udvikler sig. Og så giver han plads til at fejle. Noget jeg selv har behov for at blive bedre til. Jeg er stor tilhænger af denne positive tilgang til at blive bedre.

Et godt råd inden man rider på banen:
Umiddelbart inden jeg skal på banen, er det vigtigt for mig, at jeg har 100 % fokus på min hest og den bane, som vi om lidt skal springe. Jeg gennemgår banen – oftest med min træner – og så repeterer jeg mine fokuspunkter. Mine fokuspunkter er det som jeg altid skal huske og holde fast i, når jeg rider banen – uanset om det går efter planen eller noget uventet opstår. Fx er et par af mine fokuspunkter, at jeg skal give mig tid, og at jeg skal have rolige hænder. Hvis jeg ikke husker mig selv herpå, kan jeg have tendens til dels at over-galoppere og dels tage i tøjlen, hvis det af en eller anden grund ikke går som planlagt. Mit råd inden du rider på banen er derfor: fyld dit hoved, men det som skal fylde.

Dit valg af Red Mills:
Mine heste får hhv. Red Mills Competition 12 Mix og Red Mills Horse Care 10. Calina og Chinett får Competition, da de begge fungerer godt med den energi og tænding, som Competition giver. Sharknado har meget blod og tænding selv og får derfor Horse Care 10. Vi har fået god vejledning af Karina, mht hvilket foder den enkelte hest præsterer bedst på.

Hvad betyder Red Mills for dig og dine heste?
Vores heste ser så godt ud med deres super shiny Red Mills pels! De har alle god energi og flot muskelsætning. Hvor vi tidligere har været nødt til at give de unge heste ekstra energitilskud ved udlandsstævner, lange transporter etc. har det ikke været nødvendigt efter skiftet til Red Mills. Hestene får, hvad de har behov for og præsterer maksimalt godt på foderet.