< Tilbage

Hvor rent er dit foderrum?23-04-2020 - 20:00

COVID19 er over os og tiden vi skulle have brugt til stævne, kan benyttes til rigtig mange andre fornuftige gøremål..

Rengør din fodertavle
Hvis du er en af dem der har skrevet og visket og skrevet og visket hele vinteren, så er det måske tid til at gøre fodertavlen ren, og få den udfyldt så den passer med info til dags dato. Det er en kanon hjælp at have tingene noteret ned, specielt den dag det pludselig ikke er dig der fodrer. På den måde sikrer du dig at der ikke sker fejl, og hestene får rette produkt og mængde.

 

Opbevar dit foder korrekt
Hvordan opbevarer du dit foder? Det kan være der skal optimeres lidt. Det er altid bedst, hvis foderrummet kan lukkes af. Dette forhindrer, at heste og hunde kan komme i nærheden af foderet, hvis de mod forventning pludselig er ude at opleve verden. Derudover er det en god ide at opbevare sit foder tørt og koldt, hvis det kan lade sig gøre. Sørg for at sikre dig imod mus og det der er værre. Dette er oftest et problem, hvis man håndterer større mængder af foder. Sørg for din fodervogn, fodertønder, beholdere, spande og lignende holdes rent, det kan være en god ide at beholde foderet i fodersækken nede i dine fodertønder, på den måde skal du ikke hele tiden sørge for at rengøre disse. Når sækken er tom - tager man blot en ny. Og fodertønden er stadig ren, ingen foderrester og tilskudsrester i form af olie eller andet der har klistret sig fast. 

 

Vask og tør efter
Skimmelsvamp er højest sandsynlig ikke din ven, da det kan føre til alle mulige problemer hos heste, det kan påvirke åndedrætsorganerne, fertiliteten, huden og når det kommer til foder, så kan det påvirke næringsindholdet og smagen af foderet. Et godt tip er at fodre med Red Mills, så har du foder i NFMS emballage og så trænger fugten ikke igennem sækken, hehe.. Nej !! Spøg til side, det er en god ide at holde poser med foder opbevaret væk fra vægge, der kan være fugtige. Vask foderskovle, spande osv. så regelmæssigt som muligt. Vær særligt opmærksom på spande og skovle, der bruges til olier, mash eller andre flydende tilskud - at have alt så rent og tørt som muligt vil hjælpe med at holde dine forhold i orden. 

 

Vær forsigtig med medicin
Hvis din hest skulle have brug for medicin af den ene eller anden form, som du har fået med hjem af dyrlægen, så husk at håndtere det med respekt. Medicinrester og lign. der pludselig kommer i kontakt med en anden hest kan føre til store problemer, specielt den dag du bliver taget i doping og du ikke forstår noget som helst af hvad der er sket. Så tænk dig om og sørg for at gøre rent efter dig.

 

Vej alt
Det er de samme overordnede regler, som ved vi mennesker, når det kommer til diæt. Hvor meget du spiser, og hvad du spiser - og det samme gælder for heste. Men selvom din hest ikke er på diæt, er det meget vigtigt at vide, hvad hver hest spiser, og hvor meget foder dit foderskovl indeholder, vægtmæssigt. Det betyder ikke noget, hvordan din foderskovl ser ud, eller hvilket formål den tjente i et tidligere liv (…. alle Jer der bruger de blå marmeladespande, I kan godt komme frit frem) Det er vigtigt at vide, hvor meget foder der er deri. Husk at hvert foderprodukt vejer noget forskelligt, piller er ikke piller og musli er ikke bare musli, vægten afhænger af indholdet i blandingen. Snup din køkkenvægt og tag den med en tur i stalden og få styr på det hele og skulle der opstå tvivlsspørgsmål er vi altid klar til at hjælpe dig.

 

// Kærlig hilsen Karina

< Tilbage